Foto-collage med Månen, avisforside og raket

Tidslinje for rumkapløbet: Kampen om at komme først til månen

Neil Armstrongs lille skridt på månen for menneskeheden var kulminationen på årtiers teknologiske fremskridt. Følg rumkapløbet år for år og raket for raket.

Neil Armstrongs lille skridt på månen for menneskeheden var kulminationen på årtiers teknologiske fremskridt. Følg rumkapløbet år for år og raket for raket.

NASA JPL/LaRC/KSC

Mennesker har betragtet Jordens nærmeste nabo i tusindvis af år.

Midt i det 20. århundrede begynder innovative ingeniører i Tyskland, Sovjet og USA at udvikle den teknologi, der skal gøre det muligt at betræde et andet himmellegeme for første gang.

Der bliver boltet og svejset, udregnet og kalkuleret, spioneret og observeret, indtil det første spæde trin på månen for mennesket og for menneskeheden er en realitet.

1926: Første raket med flydende brændstof

Den amerikanske raketpioner Robert Goddard affyrer den første raket med flydende brændstof. Det amerikanske militær anvender aldrig hans viden om raketter.

1937: Nazi-Tyskland ind i rumkapløbet

Wernher von Braun begynder at udvikle raketter for nazi-regimet. Arbejdet bygger på de talrige raketforsøg, den tyske forening for rumflyvning har foretaget.

Tysk raket når rummet (1942)

Tysk langdistanceraket V-2

Den 12,5 tons tunge raket var et død-bringende våben, men styresystemet var upræcist, og raketten ramte sjældent plet.

© Getty/All Over Press

Efter 1. verdenskrig måtte Tyskland ikke udvikle kanoner, men fredstraktaten nævnte ikke raketter. Derfor byggede tyske ingeniører kæmperaketten V-2.

De første raketter med flydende brændstof blev bygget allerede i 1920'erne af amatører i USA, Sovjet og Tyskland. Deres motiver var at bygge raketter til rumfart, men det var en meget fjern drøm.

Det første store skridt mod den moderne raket blev taget i Tyskland, fordi landet efter 1. verdenskrig ifølge Versailles-traktaten ikke måtte anskaffe sig langtrækkende artilleri. Men fredstraktaten nævnte ikke et ord om raketter, og det hul udnyttede det tyske militær.

Værnemagten overtog simpelthen den udvikling af raketter, som den tyske forening for rumflyvning havde påbegyndt på det nedlagte militærområde Kummersdorf uden for Berlin.

At myndighederne valgte at følge foreningens vej, skyldtes især den unge talentfulde ingeniør Wernher von Braun, som i de følgende år blev sat til at opbygge hele den industri og samle de tusinder af eksperter, som var nødvendige for en raketproduktionen.

Den 3. oktober 1942 fandt den første vellykkede opsendelse af V-2-raketten sted.

Tyskland fører rumkapløb med V2-raket.

V-2 havde kostet tyskerne enorme ressourcer at udvikle. Efter krigen endte mange V-2'ere i USA, der videreudviklede teknologien.

© NASA Marshall Space Flight Center

Raketten skulle bruges mod England, og med en startvægt på 12,5 tons og en rækkevidde på 300 km var den skræmmende. Men V-2 var ikke særlig præcis og samtidig alt for kostbar, så den fik større betydning for rumfarten end for Hitlers krig.

Den tyske raket var nemlig den første, der var kraftig nok til at nå rummet.

1954: Første interkontinentale missil

Sergej Korolev begynder konstruktionen af R-7-raketten. R-7 er historiens første interkontinentale missil og har i dag sendt mere end 1600 objekter ud i rummet.

1955: Udvikling af første spionsatelit

Præsident Eisenhower godkender det civile Vanguard-program til opsendelse af den første amerikanske satellit. Samtidig begynder USA i dyb hemmelighed udviklingen af historiens første spion­satellitter i det såkaldte Corona-projekt.

Sovjetisk kugle er den første satellit (1957)

Sovjetisk Sputnik 1

Sputnik 1 målte knap 60 cm i diameter og indeholdt bl.a. en radiosender.

© RIA Novosti Image Library

Den 4. oktober 1957 opsendte Sovjet verdens første satellit: Sputnik 1. Metalkuglen vakte stor opmærksomhed, og over hele verden lyttede radioamatører til de signaler, den udsendte.

Hovedmanden bag opsendelsen var den visionære ingeniør Sergej Korolev, der blev udvalgt til at lede det sovjetiske raketprogram.

Hans opgave var at udvikle et missil, der kunne ramme mål i USA, og resultatet af hans arbejde var den 280 tons tunge R-7-raket, der blev brugt til opsendelsen af Sputnik 1. Satellittens propagandaværdi var enorm, og opsendelsen kom fuldstændig bag på USA.

1957: Wernher von Braun til USA

USA overlader udviklingen af raketter til Wernher von Braun, der kom til USA i 1945.

Laika bliver første hund i rummet (1957)

Hunden Laika i Sputnik 2

Hunhunden Laika var det første levende væsen i rummet. Allerede nogle få timer efter opsendelsen døde hunden af varme og stress.

© Scanpix/AFP

Opsendelsen af Sputnik 1 var en så stor succes, at Sovjetunionens leder Nikita Khrusjtjov beordrede en ny opsendelse for at markere 40-års dagen for den russiske revolution den 7. november 1957. Korolev og hans hold af ingeniører havde kun tre uger til at gøre en ny raket klar.

Sputnik 2 rummede en kopi af Sputnik 1-sonden, et instrument til at måle Solens stråling og en særlig kabine til en hund.

Opsendelsen den 3. november var opsigtsvækkende af to grunde: først og fremmest, fordi der var et levende væsen om bord, men også fordi Sputnik 2 vejede hele 508 kg. Dermed demonstrerede russerne, at de kunne bygge endog meget kraftige raketter.

I løbet af 162 døgn kredsede Sputnik 2 ca. 2000 gange om Jorden, før den brændte op i atmosfæren. Laika døde allerede få timer efter opsendelsen.

En fejl i varmereguleringen fik temperaturen til at stige voldsomt, men hunden beviste, at man kan overleve i en rumkapsel.

Kineserne tusind år foran i rumkapløbet.

Kineserne brugte raketter allerede i 1200-tallet.

© NASA/Marshall Space Flight Center

Kinesere opfandt raketten

De første raketter, vi har kendskab til, stammer fra Kina omkring år 1232, hvor de blev brugt som forsvar mod mongolerne.

Mongolerne overtog teknikken fra kineserne og brugte dem senere i angreb mod det østlige Europa.

I 1288 brugte arabere raketter til at angribe Spanien, og herefter var teknologien spredt til Europa.

I middelalderen var raketter hyppigt i brug, men siden blev de afløst af mere effektivt artilleri.

1958: Første amerikanske satelit

Den første amerikanske satellit, Explorer 1, opsendes med en Jupiter C-raket udviklet af Wernher von Braun. Explorer 1 opdager de såkaldte strålingsbælter – rumalderens første større videnskabelige opdagelse.

Jetpiloter bliver de første astronauter (1959)

Foto af USA's første astronauter med tilnavnet Mercury Seven

Mercury Seven blev USA's første astronauter kaldt. De var alle erfarne testpiloter fra forsvaret og havde langt større piloterfaring end deres sovjetiske kolleger.

© NASA Langley Research Center

Efter Sputnik 1 gik kapløbet om at sende det første menneske ud i rummet i gang. Og amerikanerne begyndte straks at søge efter de første astronauter til det såkaldte Mercury-projekt.

Det nydannede rumagentur, NASA, ville bruge erfarne piloter, men der var skrappe krav: På grund af Mercury-kapslens ringe størrelse skulle de være under 180 cm høje og veje højst 82 kg.

Kandidaterne gennemgik omfattende test, og mange faldt fra. Andre gik selv. Handlekraftige testpiloter, der var vant til selv at bestemme, syntes, det var spild af tid at tilbringe timevis på løbebåndet eller med fødderne i isvand.

NASA fandt omsider syv mænd af den rette støbning: Alan Shepard, Gus Grissom, Gordon Cooper, Walter Schirra, Deke Slayton, John Glenn og Scott Carpenter.

Sonde tager fotos af Månen (1959)

Første fotografi af Månens bagside

Luna 3 tog en serie af temmelig grumsede billeder af Månens bagside.

© RIA Novosti Image Library

Godt et år efter opsendelsen af den første satellit var Sovjet klar til at sende den første raket til Månen. I januar 1959 fløj sonden Luna 1 forbi i en afstand af blot 6000 km og gik derefter i bane om Solen.

Selve Månen blev nået første gang i september samme år, da Luna 2 ramte overfladen. Men kun en måned senere – den 4. oktober 1959 – opsendte russerne Luna 3.

Den slog et sving rundt om Månen og tog de første fotografier af dens bagside. Kvaliteten var ikke god, men billederne viste, at bagsiden er mere bjergrig end den side, der vender mod Jorden.

1960: Første vejrsatelit

Den første vejrsatellit, Tiros 1, bliver opsendt fra USA. De første indledende forsøg er så vellykkede, at denne type satellitter meget hurtigt bliver et grundlag for pålidelige vejrudsigter.

John Herschel i observatorium

Mens Herschel var bortrejst, digtede en avis om hans observationer.

© Getty Images

Måne-artikler var rent fup

I 1835 drog astronomen John Herschel til Sydafrika for at studere den sydlige stjernehimmel. Rejsen inspirerede journalisten R.A. Locke fra avisen New York Sun til at digte en historie om, hvad Herschel havde set.

I seks stort opsatte artikler forlød det, at Herschel havde observeret et fantastisk landskab med søer og bjerge befolket af månemennesker med vinger, haleløse bævere, enhjørninger, geder og bisoner.

Skriverierne blev hurtigt afsløret som et svindelnummer.

1961: Kennedy vil vinde rumkapløbet

I en tale til kongressen den 25. maj annoncerer USA's præsident John F. Kennedy planen om at sende en mand til Månen – før årtiet er omme.

Gagarin når kosmos (1961)

Jurij Gagarin i Vostok 1

Jurij Gagarins mission med Vostok 1 tog blot en time og 48 minutter og bragte ham op i en højde af 327 km. Turen gjorde ham til nationalhelt, men blev hans eneste.

© RIA Novosti Image Library

USA og Sovjet konkurrerede indædt om først at sende en mand ud i rummet. Til NASA's store ærgrelse vandt den russiske kosmonaut Gagarin kapløbet.

Rækken af imponerende sovjetiske rumtriumfer fortsatte, da Jurij Gagarin i april 1961 kredsede en gang rundt om Jorden og dermed blev det første menneske i rummet. Men det var et tæt kapløb. Bare tre uger senere nåede den amerikanske astronaut Alan Shepard rummet.

De næste milepæle kom hurtigt efter: I august tilbragte den blot 25-årige russer German Titov et helt døgn i rummet, og i februar 1962 kredsede amerikaneren John Glenn tre gange rundt om Jorden.

Lige fra begyndelsen havde russerne haft den fordel, at deres rumskib var betydelig mere rummeligt og havde plads nok om bord til forsyninger til længere rumflyvninger.

I den amerikanske Mercury-kapsel var pladsen derimod meget trang. John Glenn sagde: “Man går ikke om bord i den. Man tager den på!”

De første flyvninger var ekstremt farefulde. Både Gagarin og Glenn fik alvorlige problemer, netop som de skulle vende tilbage til Jorden.

Da Gagarin var på vej hjem, tændte bremseraketterne, som de skulle, men de blev ikke kastet af som planlagt. Resultatet var, at kabinen begyndte at rotere vildt med fare for at brænde op. Først i sidste øjeblik brændte kablet til bremseraketterne over.

I John Glenns tilfælde var teknikerne bange for, at varmeskjoldet havde løsnet sig, så Glenn fik besked på – i modstrid med proceduren – at beholde bremseraketterne for at holde skjoldet på plads.

1962: Kredsløb omkring jorden

John Glenn bliver den første amerikaner i bane omkring Jorden, da han i februar om bord på rumskibet Friendship 7 kredser tre gange om Jorden. Satellitten Telstar opretter samme år den første direkte tv-forbindelse mellem USA og Europa.

1963: Første kvinde i rummet

Sovjettiske Valentina Teresjkova bliver den første kvinde i rummet. Herefter varer det mange år, før en kvinde følger efter hende. Den næste kvindelige kosmonaut når rummet i 1982, og først i 1983 sender USA en kvinde ud i rummet.

1963: Centaur får det bedste brændstof

Atlas-Centaur-raket opsendes

Atlas-Centaur-raketten var den første, der benyttede flydende ilt og brint – det mest effektive kemiske brændstof i verden.

© Getty Images

Raketeksperter var fra begyndelsen klar over, at det ville være en næsten uløselig opgave at konstruere en raket, der var kraftig nok til at sende et flere tons tungt rumskib til Månen.

Brændstoffer som flydende ilt og petroleum, der blev brugt i de første raketter, var slet ikke kraftige nok til formålet.

Den eneste løsning var at anvende det mest effektive brændstof, videnskaben har kendskab til, nemlig flydende ilt og brint. Men flydende brint skal opbevares ved -253° C, og dens lave massefylde kræver enorme brændstoftanke. Samtidig fryser ilt til is ved -183° C, så det skal isoleres fra det superkolde brint.

Men amerikanerne tog udfordringen op, og i 1967 var Atlas-Centaur-raketten klar.

Herfra var det “blot” at udvikle de større motorer, som blev anvendt i måneraketten Saturn 5. Russerne fik ikke styr på denne teknologi, og det var et enormt handicap for det sovjetiske rumprogram.

1964: OL transmitteret via satellit

For første gang bliver De Olympiske Lege, der dette år finder sted i Japans hovedstad Tokyo, transmitteret til hele verden via satellit.

1964: Falder til jorden som en sten

Under en test slippes en sovjetisk Voskhod-kapsel fra 10 km's højde uden besætning. Kapslen falder til jorden som en sten. Alligevel fortsætter programmet uden forsinkelse i håbet om at foretage en rumvandring før amerikanerne.

Fra Jules Vernes' roman “Rejsen til Månen”

Jules Vernes månerejsende blev skudt ud af en kanon.

© Getty Images

Kanon sendte rejsende af sted

I 1865 udkom Jules Vernes bog “Rejsen til Månen”, hvor tre rejsende bliver skudt ud med en enorm kanon fra Florida – ikke langt fra det nuværende Kennedy Space Center.

De foretager et sving rundt om Månen, og her ser de en antydning af, at der på bagsiden er luft og vand – måske inspireret af en teori fremsat af den samtidige danske astronom Peter Andreas Hansen.

Hjemrejsen sluttede som for Apollo-missionerne med en landing i havet.

Ranger 7 finder en landingsplads (1964)

NASA tager téten i rumkapløbet.

Teknikerne hos NASA fulgte opsendelsen af Ranger 7 i spænding. De seks foregående Ranger-missioner var gået galt.

© Getty Images

Da USA og Sovjet indledte kapløbet om at nå Månen, vidste astronomer kun lidt om Månens overflade. Det centrale spørgs-mål var, om der fandtes områder, som var jævne nok til, at et rumskib kunne lande.

Derfor afsendte USA og Sovjet en serie af rumsonder, der skulle udforske Månen. Amerikanerne var de første, der optog gode billeder.

De første seks missioner i Ranger-programmet var udsat for forskellige uheld, men Ranger 7-sonden transmitterede 4308 knivskarpe billeder tilbage til Jorden, i minutterne før den hamrede ind i Månens overflade med 9500 km/t. og blev knust.

Disse billeder afslørede, at der var kratere i alle størrelser på overfladen, og at Månens kratere ikke, som nogle dengang troede, var vulkanske, men derimod nedslagskratere.

Ranger 7 blev efterfulgt af Ranger 8 og 9, men endnu vigtigere af Lunar Orbiter-serien på fem rumsonder, der alle gik i bane om Månen.

Deres opgaver var at finde landingspladserne for Apollo, og de fik samtidig kortlagt næsten hele Månens overflade i detaljer.

Kosmonaut forlader sit rumskib (1965)

Russeren Aleksej Leonov i sin rumdragt

Leonovs rumdragt voksede som en ballon i det lufttomme rum. Det gjorde ham ude af stand til at betjene det primære kamera, så billederne fra hans rumvandring er grynede.

© RIA Novosti Image Library

Russeren Aleksej Leonov foretog historiens første rumvandring. Men i rummet pustede hans dragt sig op som en ballon, og Leonov var nær aldrig kommet tilbage i sit rumskib.

Den 18. marts 1965 åbnede den sovjetiske kosmonaut Aleksej Leonov lugen til sit rumskib og bevægede sig som det første menneske ud på en rumvandring.

Leonov gennemførte manøvren fejlfrit. Men da han ville vende tilbage til kollegaen i rumskibet, var det nær gået galt. Trykket i Leonovs rumdragt havde fået den til at hæve i rummets vakuum.

Nu kunne han ikke presse sig tilbage gennem luftslusen. Flere gange sænkede han trykket i sin dragt. For lavt tryk ville være livsfarligt.

Og først da trykket var under faregrænsen på 0,25 atmosfære, kunne han klemme sig gennem slusen.

Russisk kosmonaut Aleksej Leonov

Aleksej Leonov var en del af det første hold kosmonauter, der blev udvalgt. Hans rum­vandring kom bag på amerikanerne.

© RIA Novosti Image Library

Russerne havde slået amerikanerne på målstregen. Blot tre måneder senere gennemførte astronauten Edward White amerikanernes første rumvandring, og også her var det nær gået galt.

Lugen havde været svær at åbne, og da White efter 22 minutter i rummet var kommet ind igen, måtte både han og kollegaen McDivitt lægge alle kræfter i for at få den lukket.

1965: Kommunikationssatellit

Den første kommunikationssatellit i såkaldt geostationær bane opsendes fra USA. Samme år når Mariner 4-sonden frem til Mars og sender 21 fotografier af en kraterdækket overflade hjem.

Fartøj lander i god behold (1966)

Surveyor 1-sonden

Surveyor 1-sonden tog et billede af sin egen skygge, da den landede på Månen den 2. juni 1966.

© NASA Jet Propulsion Laboratory

I 1966 var Månen kortlagt, men ingen vidste, om overfladen bare var et bundløst hav af støv. Derfor sendte både USSR og USA landingssonder af sted.

Ranger- og Lunar Orbiter-missionerne havde kortlagt Månen og vist, at overfladen har jævne områder, hvor en månelanding skulle være mulig.

Men tilbage stod spørgsmålet, om Månens overflade er stærk nok til at bære et rumskib, og der var faktisk teorier om “støvhave” på Månen, der ville opsluge ethvert rumskib, som forsøgte en landing.

For at besvare spørgsmålet udviklede Nasa Surveyor-rumsonderne. De var udstyret med bremseraketter og landingsben og skulle gennemføre en landing på omtrent samme måde som et bemandet rumskib.

I juni 1966 satte Surveyor 1 som den første sonde benene på Månen, og til stor lettelse for alle viste det sig, at Månens overflade ganske vist er dækket af et lag støv, men at det ikke er ret tykt.

Støvet gemmer en fuldstændig stabil overflade af klippe.

Samtidig havde de sovjetiske Luna-sonder en identisk opgave.

Surveyor 1-sonden på Månen

Missionen beviste, at Månens overflade er dækket af et tyndt lag støv og derunder er så stabil, at den kan bære en sonde.

© Getty/All Over Press

Efter en lang række uheld lykkedes det for Luna 9 at lande på Månen allerede i februar 1966 – altså fire måneder før Surveyor 1 – og dermed kan man hævde, at russerne også tog dette skridt før amerikanerne.

Men hvor blød den sovjetiske landing var, kan diskuteres.

Landingsteknikken var nemlig temmelig primitiv. Luna 9 bestod af en landingskugle, som ramte overfladen med godt 50 km/t. og derefter hoppede af sted, indtil den faldt til ro.

Luna 9 tog de første billeder fra Månens overflade, men det engelske Jodrell Bank Observatory opfangede Luna 9's transmission af billederne og publicerede dem, før russerne selv gjorde.

1966: Sergej Korolev dør

Lederen af det sovjetiske rumprogram, den stærkt svækkede Sergej Korolev, dør i Moskva efter en operation. Det får vidtrækkende konsekvenser for det sovjetiske rumprogram, der i høj grad er bygget op omkring ham.

1966: Kredsløb om månen

Den ubemandede amerikanske sonde Lunar Orbiter 1 sendes i kredsløb om Månen. Sonden tager detaljerede fotografier af overfladen. De skal bruges til at udpege et egnet landingssted.

Rumskibe mødes i kredsløb (1966)

Sammenkobling i rumkapløbet med Gemini 8.

Gemini 8's besætning kunne se sonden fra lang afstand, og sammenkoblingen forløb perfekt.

© NASA Johnson Space Center

Amerikanernes Apollo-projekt, der skulle bringe en mand til Månen, var baseret på at koble to fartøjer sammen i rummet: et kommando-modul og selve månelandingsfartøjet.

Derfor gennemførte amerikanerne Gemini-projektet – en række opsendelser, der skulle forfine sammenkoblingsteknikken. Den første sammenkobling i rummet blev gennemført af Neil Armstrong og David Scott i marts 1966.

Gemini 8 skulle mødes med et ubemandet fartøj, og sammenkoblingen gik fint. Men en fejl på en styreraket fik derefter rumskibet til at rotere voldsomt.

Snarrådigt fik Neil Armstrong standset rotationen, og Gemini 8 nødlandede i havet.

1967: Astronauter omkommer

Astronauterne Grissom, White og Chaffee omkommer under en øvelse i en Apollo-kapsel. Ulykken får NASA til at ændre en lang række ting ved kapslens design.

1967: Kosmonaut omkommer

Vladimir Komarov bliver den første kosmonaut, der omkommer under en mission. Efter 18 kredsløb om Jorden er Komarov på vej tilbage til Jorden, da Sojus 1-kapslens faldskærm ikke folder sig ud.

Med 40.000 km/t. til Månen (1967)

Saturn V-raketten

Saturn V-raketten blev samlet i den enorme “Vehicle Assembly Building” og herfra kørt ud på startplatformen lidt derfra.

© NASA Marshall Space Flight Center

Da NASA lagde sig fast på, hvordan amerikanerne skulle nå Månen, fandtes ikke raketter, der var kraftige nok til missionen.

Blot et par år før den første månelanding var de største raketter i verden kun på et par hundrede tons. Apollo-missionen krævede raketter med en startvægt på omkring 3000 tons.

Amerikanerne rådede imidlertid over både den visionære ingeniør Wernher von Braun og en moderne industri, der kunne klare udfordringen. Resultatet blev den 100 meter lange 3-trins-raket Saturn V.

Det tog mindre end seks år at udvikle den gigantiske raket, der benyttede det særdeles effektive flydende brint i de to øvre trin. Der blev gennemført i alt 13 opsendelser af Saturn V – alle vellykkede.

Russerne kunne ikke tæmme flydende brint, og deres prototype til en måneraket, N1, benyttede i stedet mange svagere motorer.

Alle fire N1-opsendelser endte i enorme eksplosioner, og i 1976 skrottede Sovjet omsider programmet.

Engelsk forfatter H.G. Wells

I Wells' bog bliver hovedpersonerne taget til fange af Månens beboere.

© Getty/All Over Press

Månen var beboet af kloge insekter

En af den engelske forfatter H.G. Wells' mest berømte romaner er “De første mennesker på Månen” fra 1901.

Her foregår rejen til Månen med en kugle, der er dækket af stoffet cavorit, som kan isolere kuglen fra tyngdekraften. Månen bebos i bogen af højt udviklede insekter anført af herskeren “The Grand Lunar”.

Astronauter ser Jorden stå op (1968)

Rumkapløb bedrift: Astronauter ser jorden stå op.

Besætningen på Apollo 8 så Jorden stå op over Månens golde, kraterdækkede overflade.

© NASA Langley Research Center

Med Saturn V-raketten havde NASA taget føringen i kapløbet om at nå Månen.

Men endnu manglede ét delmål, og her havde russerne en chance. Hvis Sovjet kunne blive den første nation til at sende en bemandet mission rundt om Månen, ville det være en vigtig propagandasejr, og i 1968 havde de to gange sendt ubemandede rumskibe ud på denne rejse.

Rumskibet var stort nok til at medføre en enkelt kosmonaut, og rygtet gik, at russerne var klar til at foretage en bemandet flyvning i december 68.

Det fik NASA til at træffe den måske mest dristige beslutning i rumfartshistorien: Allerede på den tredje flyvning skulle Saturn V-raketten bringe et bemandet rumskib til Månen.

Den 21 december 1968 blev Apollo 8 opsendt med Borman, Lovell og Anders om bord. Den første bemandede Saturn V-opsendelse forløb problemfrit, og tre dage senere gik Apollo 8 i bane om Månen.

Dermed blev de tre astronauter de første, der så Jorden stå op over Månen. Erfaring: Både teknologi og mandskab er moden til en bemandet månelanding.

“Frau im Mond”

I stumfilmen “Frau im Mond” søger de månerejsende efter guld.

© Polfoto/Corbis

Månen var spækket med guld

Det første seriøse forsøg på at beskrive en raketrejse til Månen var Fritz Langs storfilm “Frau im Mond” fra 1929.

En af rumfartens pionerer, Hermann Oberth, var konsulent på filmen, hvor formålet med rejsen er at lede efter guld. Det kan lede tanken hen på vore dages drømme om at finde det sjældne stof helium 3 på Månen.

1968: Gagarin dør

Den sovjetiske rumhelt Jurij Gagarin dør, da han i hårdt vejr styrter ned under en træningsflyvning i et MiG-15-jagerfly. Han bliver begravet i Kremls mure ved Den Røde Plads.

1968: Forgæves forsøg

Europa gør et forgæves forsøg på at opsende en satellit med raketten Europa 1.

1969: Atomdrevet raketmotor

Amerikanerne afprøver en atomdreven raketmotor. Det er tanken, at den skal spille en central rolle i en kommende marsrejse, men projektet bliver opgivet.

1969: Rumkapløbet på opløbsstrækningen

Apollo 9 udfører en bemandet afprøvning af månelandingsfartøjet.

Mennesket betræder Månen (1969)

Neil Armstrong på Månen

Neil Armstrong og landingsmodulet spejler sig i Buzz Aldrins visir. Kameraet var fastmonteret på brystet af Armstrongs rumdragt.

© NASA Larc/KSC/JSC

I juli 1969 landede et rumskib på Månen, og to astronauter satte deres aftryk i støvet på over­fladen. Menneskets drøm om at nå Månen gik omsider i opfyldelse.

Apollo 11 blev sendt af sted den 16. juli 1969. Om bord var Neil Armstrong, Edwin “Buzz” Aldrin og Michael Collins.

Da rumskibet var nået i kredsløb om Månen, forlod Armstrong og Aldrin helt som planlagt Collins i kommandomodulet for at nå overfladen i landingsmodulet “Eagle”.

Men landingen var nær endt i en katastrofe. Landingsfartøjet styrede direkte mod et krater fuld af store sten, og Armstrong måtte hurtigt finde et andet sted at lande.

Da han omsider fandt et plant område, var der kun brændstof til 20 sekunders flyvning tilbage.

Armstrong og Aldrin opholdt sig på Månen i godt 21 timer, og selve deres månevandring varede i to timer og 14 minutter.

Landingsmodul i rummet
© NASA LaRC/KSC/JSC

Landings-modulet over Månen.

Armstrong træder ned på Månen
© NASA LaRC/KSC/JSC

Armstrong tager det lille trin ned på Månens overflade.

Tryk fra Buzz Aldrings støvle
© NASA LaRC/KSC/JSC

Buzz Aldrins tunge støvle sætter et dybt aftryk i det fine lag støv.

Neil Armstrong på Månen
© NASA LaRC/KSC/JSC

Astronauterne opholder sig på Månen i mere end 21 timer.

Edwin E. Aldrin/Buzz Aldrin på Månen
© NASA LaRC/KSC/JSC

Buzz Aldrin pakker videnskabeligt udstyr ud.

USA markerer sejr i rumkapløbet med flag på Månen
© NASA LaRC/KSC/JSC

Astronauterne sætter et amerikansk flag op for at markere landingen.

Månens overflade
© NASA LaRC/KSC/JSC

I alt 12 astronauter har sat foden på Månens arrede overflade.

Efterskrift

Ud over at plante det amerikanske flag og indsamle mere end 21 kg måneprøver opstillede de et laserspejl, der den dag i dag bruges til at bestemme afstanden mellem Jorden og Månen meget præcist.

Eagles landingsstel står stadig på Månen. På dets ene ben er der monteret en mindeplade med ordene: “På dette sted betrådte mennesker fra planeten Jorden for første gang Månen i juli 1969 e.Kr. Vi kom i fred på hele menneskehedens vegne”.

Det havde taget otte år og kostet 24 milliarder af datidens dollars at opfylde præsident Kennedys udfordring om at landsætte et menneske på Månen inden udgangen af 1960'erne.

Apollo 11 skrev historie

  • Den første bemandede returrejse til ­Månens overflade varede 8 døgn, 3 timer, 18 min. og ­35 sek.
  • Landingsfartøjet Eagle landede nær Månens ækvator på den store lavaslette Mare Tranquillitatis.
  • Sovjetunionen ­opgav sine planer om at sende et menneske til Månen efter Apollo 11-missionen.
  • Amerikanerne gennemførte i årene 1969-72 i alt seks månelandinger. 12 amerikanere har gået på Månens overflade.