Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Tycho Brahe satte stjernehimlen på plads

Som 16-årig kaster den jurastuderende Tycho Brahe sig over en gigantisk opgave. Bevæbnet med sekstant og nidkærhed vil han løse månens gåder og kortlægge stjernehimlen. Kun to ting står i vejen: Tychos arrogante væsen og et fyrtårn i Skåne.

Grønlunds/Granger

Tycho Brahe gør ikke, som der bliver sagt. Med en løftet ­pegefinger har den 16-årige drengs forældre formanet ham om, at han skal passe sine jura-studier, mens han opholder sig i den tyske by Leipzig.

Men teenageren magter ikke at sidde bøjet over tykke lovbøger.

Han vil meget hellere rette blikket mod stjernehimlen, og så snart mørket falder på – og hans hushovmester er ­faldet i søvn – kaster Tycho sig over sin hemmelige lidenskab:

Han skiftevis betragter himmelhvælvet gennem et tagvindue og fordyber sig i de astronomiske værker, han har købt i smug.

To år tidligere, i 1560, havde den adelige knægt fra den velhavende Brahe-slægt oplevet en delvis solformørkelse over Sjælland, og det spektakulære syn har tændt hans glødende interesse for himmelfænomenerne.

Så når nattehimlen er klar, afsøger han minutiøst verdensrummet i jagten på de stjernebilleder, bøgerne beskriver.

De natlige anstrengelser lønner sig: Efter blot en måned i Leipzig har han lært samtlige stjernebilleder at kende.

Uden at tøve kan han udpege Store Bjørn, Krebsen og Løven, ja alle de konstellationer, han fascineret har kunnet se med det blotte øje fra loftskammeret.

Hushovmesteren lever i lykkelig uvidenhed om, hvad Tycho får nætterne til at gå med, og selv holder drengen gode miner til slet spil.

Artigt, men en smule klatøjet, passer han i dagtimerne universitetsstudierne, sådan som forældrene har indskærpet, men det er nætterne, han lever og ånder for.

Som teenager måtte Tycho Brahe studere stjernehimlen i smug fra sit værelse. I Månens skær brugte han en passer til at måle afstanden mellem planeter og stjerner.

© Bridgeman

I sommeren 1563 indtræffer en begivenhed, som Tycho har set frem til længe.

Ifølge de lærdes planet­-tabeller, som angiver planeternes position frem i tiden, vil Jupiter og Saturn i august krydse hinandens baner, og denne himmelske ballet glæder Tycho sig til at opleve fra sit vindue i Leipzig.

Men til hans forbløffelse viser det sig, at lærebøgerne har begået en utilgivelig bommert. De har skudt ved siden af med tidspunktet for planetpassagen: Én fejlfortolker den korrekte dato med et par døgn, og en anden rammer en hel måned forkert.

Dermed står det soleklart for den unge stjernekigger, at astronomien langtfra befinder sig på det stadie, han har forestillet sig. De værker, der går for at være de ypperste autoriteter, er næppe det papir værd, de er trykt på.

Erkendelsen skal ikke alene få afgørende konsekvenser for den knap 17-årige dansker, men for hele naturvidenskaben.

Denne dag beslutter Tycho Brahe nemlig, at han må bygge astronomien op fra grunden og foretage langt mere pålidelige observationer. En af verdens vigtigste astronomer bliver til.

Tycho Brahe tager affære

Kampen for sin passion er dog ikke let for den unge Tycho Brahe.

Han ved, at hans forældre betragter astronomi som en helt igennem nyttesløs beskæftigelse.

De ser helst, at Tycho gør karriere i ­statens tjeneste – og vil uden tvivl for­søge at tvinge ham på bedre tanker, hvis de opdager, hvad drengen har gang i.

Derfor forfølger han egenrådigt sit mål: I de tre ungdomsår, den studerende opholder sig i Leipzig, fører han minutiøst logbog over samtlige sine observationer og får i hemme­lighed fremstillet en sekstant, som gør det muligt at måle vinklen mellem ­stjernerne og dermed kunne ­bestemme deres position på himlen.

Den unge Brahe mangler ikke troen på egne evner og sigter højt: Hans plan er – foruden at korrigere planet-tabellerne – at udarbejde et katalog over stjernerne og deres positioner uden de graverende fejl og mangler, han havde opdaget i de eksiste­rende tabeller.

Der er mere end rigeligt at tage fat på: Ved siden af astronomien sysler han også med at lægge horoskoper. Som så mange andre i 1500-tallet er Brahe overbevist om, at stjerner og planeter har en ­direkte indvirkning på menneskene og deres skæbne.

Også alkymi eller “jordisk astronomi”, som han betegner den, bruger den unge mand sin dyrebare tid på.

I ­jagten på virksom medicin foretager Brahe et hav af kemiske eksperimenter med urter, mineraler og metaller.

Han er ikke i tvivl om, at naturen tilbyder et reme­dium for enhver tænkelig lidelse, og at lægemidlerne derfor bogstavelig talt ­ligger for menneskets fødder.

Kunstige næser var dyre, men ikke ualmindelige fra 1500-tallet.

© Science Museum London

Matematisk pral kostede Tycho Brahe næsen

Hvem af os to er bedst til matematik? Dette spørgsmål udløste et heftigt skænderi ved en forlovelsesfest i den tyske by Rostock i december 1566.

Parterne var den 20-årige Brahe og den jævnaldrende adelsmand Manderup Parsberg. De matematiske argumenter fløj frem og tilbage over bordet, mens stem­ningen blev mere og mere ophidset.

Da ingen af rival­erne gav sig, ­bestemte de, at det mest naturlige var at afgøre striden ved en duel i det dybeste nattemørke.

Det skulle vise sig, at Tycho Brahe var en bedre videnskabsmand end fægter; i kampens hede fik han et hug, som flænsede hans pande og hakkede næseryggen af.

Han tabte duellen og måtte siden anskaffe sig en næseprotese, som han gik med resten af livet.

Ifølge overleveringer var attrappen lavet af sølv og guld – men undersøgelser af videnskabs­mandens jordiske rester i 2010 viste, at den kunstige næse sandsynligvis var af messing.

Trods skamferingen bar Brahe ikke nag til Parsberg. De to blev forsonet kort efter og indledte et livslangt venskab. Mange år senere blev Manderup Parsberg endda gift med Tychos kusine Anne Brahe.

Ny stjerne lyser op på himlen

De astrologiske og alkymistiske gøremål bliver midlertidigt lagt til side den 11. november 1572. Her indtræffer endnu en afgørende rystelse i Tycho Brahes liv.

Han opholder sig nu hos sin onkel på Herrevad Kloster i Skåne, og da han ved aftenstide skrår over gårdspladsen, får han øje på en ny og funklende stjerne i stjernebilledet Cassiopeia.

Brahe tror ikke sine egne øjne og kalder oprevet på tjenestefolkene, der kan bekræfte det mystiske syn. Også tilfældigt forbipasserende bønder råber han ivrigt an, og forvirrede over Brahes ­ophidselse stemmer de i. Jo, de kan sagtens se den strålende stjerne, og nej, de har heller aldrig bemærket den før.

Mens han stirrer betaget op på den gådefulde stjerne, kæmper Brahe for at forstå, hvad han er vidne til.

Ifølge ­sagkundskaben er stjernehimlen evigt uforanderlig, et resultat af Guds færdige skaberværk. At en ny stjerne pludselig kan blusse op, strider mod al den astronomiske viden, som har været accep­teret lige siden antikken.

Jo mere han grubler over fænomenet, jo mere overbevist føler Brahe sig om, at han er på sporet af en epokegørende ­erkendelse.

I månederne, der følger, ­holder han skarpt øje med den nye ­stjerne, som han beskriver som “det største under, der har vist sig i hele naturen siden verdens skabelse”.

I maj 1573 udgiver den nu 26-årige Brahe en bog om sine iagttagelser, “De nova stella” (Om den nye stjerne), og her konstaterer han revolutionerende, at den gammelkendte forestilling om en uforanderlig stjernehimmel er fejlagtig.

Bogen slår fast, at universet ikke er statisk, sådan som videnskabsfolk har ment siden antikken, men at der rent faktisk kan ske ændringer i det himmelske ­domæne.

Den revolutionerende opdag­else slår ikke alene sprækker i det vedtagne verdensbillede, men vækker også opsigt i det lærde Europa.

Senere forskning har vist, at Brahe faktisk ikke observerede en ny stjerne, men en meget gammel, døende stjerne, som eksploderede i det sidste stadie af sit liv.

Derfor lyste stjernen væsentlig kraftigere end normalt, hvilket gjorde det muligt for Brahe at se den fra Jorden. Fænomenet har senere fået navnet supernova efter Brahes oprindelige betegnelse.

Den kloge kone Live Larsdatter skulle efter sigende have hjulpet og undervist Brahe-familien i årevis.

© Det Nationalhistoriske Museum Frederiksborg Slot

Fuld elg og synsk dværg boede på Tycho Brahes slot

Brahes hof talte nogle farverige skikkelser, som bidrog til underholdningen, gav gode råd og fremstillede medicin.

  • Tam elg blev beruset på kroen

    Tycho Brahe havde en elg som kæledyr – bragt til ham fra de svenske skove.

    Den boede på Uranienborg og blev vist frem til fester for tidens videnskabelige elite. Kæleelgen endte dog med at få en tragisk skæbne.

    En aften bandt Brahe dyret uden for en kro, før han gik indenfor for at slukke tørsten. Men elgen formåede at vriste sig løs og kom pludselig buldrende op ad trapperne til ølstuen, hvor Brahe sad i muntert lag.

    I spøg hældte selskabet øl på det store dyr, der blev så tordnende beruset, at det faldt og brækkede benet, da det stavrede ned ad trapperne.

    Selvom Brahe puslede om sit kæledyr, stod elgens liv ikke til at redde.

  • Dværg fodret ved bordet

    I 1590’erne var den synske dværg Jeppe en af de faste skikkelser på Brahes slot.

    Han fungerede som hofnar og sad under måltiderne ved sin herres fødder og pludrede lystigt, mens Brahe håndfodrede ham med godbidder.

    Jeppe blev ofte spurgt til råds, og da Brahe en dag ville straffe Hvens besværlige bønder, insisterede dværgen på en munter konfliktløsning: “Fyld dem med alt det øl, de kan rumme”.

    Selvom han gik for at være småtosset, blev Jeppes synske evner til at forudsige liv og død taget meget alvorligt.

    Når nogen blev syge, kunne narren altid svare på, om patienten ville komme sig. Ifølge overleveringen fik Jeppe altid ret i sine spådomme.

  • Klog kone lavede mirakelplaster

    På Hven var Brahe i kontakt med Live Larsdatter – en klog kone, som var ekspert i kirurgi og medicin.

    Hun var berømt for sine evner til at helbrede og opfandt endda sin egen vidundermedicin kaldet “Jomfru Lives mirakelplaster”.

    Efter sigende kunne plasteret med de hemmelige ingredienser helbrede alt – fra snue til livstruende dårligdomme – og måske rummede det ­kilden til et langt liv:

    Live blev angiveligt født i 1575 og døde først i 1698 – i den imponerende alder af 123 år.

Kongen forærer Tycho Brahe Hven

Takket være sit banebrydende værk går Brahe fra at være en ukendt astronom til at blive anerkendt vidt og bredt som ­videnskabsmand.

Fra alle verdenshjørner strømmer det ind med invitationer til at holde forelæsninger om den opsigts­vækkende opdagelse.

Anerkendelsen vækker en vis stolthed hjemme hos forældrene, men samtidig har Tycho Brahe, til familiens og hele adelens forbitrelse, kastet sin kærlighed på den ikke-adelige præstedatter Kirsten Jørgensdatter.

Tycho Brahe kunne ikke indgå i et traditionelt ægteskab med Kirsten uden at miste sine adelige privilegier, så parret boede sammen på familiens gods i et såkaldt morganatisk ægteskab – bedre kendt som at blive gift til venstre hånd. Kirsten er endda gravid, da “De nova stella” udkommer.

I løbet af de næste 10 år skal de få otte børn sammen, men i de fine kredse, som Brahe selv tilhører, er forholdet til en kvinde af simpel stand ikke alene ildeset – det betragtes som en uhørt krænkelse af adelige normer og ­almindelig moral.

Tycho Brahe lader sig dog ikke anfægte af den kolde skulder, han får, fra sine adelige fæller, for han har større ting at tænke på.

Han overvejer endda at emigrere for at slippe for ævl og kævl – som han ­skriver til en ven, “kedsommelige venner, der stjæler min tid” – og få fred til at videreføre sit videnskabelige arbejde.

De planer bliver dog forpurret af Danmarks konge, Frederik 2., der nærer en stor kærlighed til videnskab og har et godt forhold til Brahe-familien, som i generationer har siddet i rigsrådet.

Da det kommer ham for øre, at videnskabsmanden, som kaster glans over nationen, pønser på at forlade landet, fremsætter han et tilbud, Brahe umuligt kan afslå.

I et brev, som Tycho Brahe får overrakt af en kurér om morgenen den 11. februar 1576, befaler kongen, at Brahe omgående indfinder sig hos ham til privat audiens. Lige før solnedgang samme dag får Brahe foretræde for regenten.

“Jeg opholdt mig for nylig på det slot, jeg bygger i Helsingør”, indleder kongen med en henvisning til Kronborg.

“Jeg kiggede ud ad vinduerne og fik øje på den lille ø Hven. Det faldt mig ind, at øen vil være særdeles vel­egnet til dine undersøgelser af astronomi, fordi den ligger højt og isoleret”.

Kongen meddeler, at han med glæde vil forære øen til Brahe som len, så han kan udføre sine undersøgelser i fred.

“Tænk over det i nogle dage, og kom så og fortæl mig, hvad du har besluttet”, befaler kongen.

Samtidig forsikrer han, at Brahe ud over at få øen kvit og frit også vil få midler til at opføre en passende bolig plus løn.

Til gengæld kræver kongen blot, at Brahe laver en årlig almanak, stiller horoskoper og fremstiller medicin til hoffet.

Brahe er på én gang lamslået og ­taknemmelig over den generøse gestus.

Han kan sagtens se mulighederne i Hven, der ligger afsides i farvandet ­mellem Sjælland og Skåne, så den 18. ­februar 1576 meddeler han kongen, at han tager imod tilbuddet.

Blot fire dage senere ankrer den 29-årige astronom op ved Hven. Samme aften observerer han for allerførste gang himlen fra øen, der i de næste mange år skal blive hans personlige kongerige.

Forskningscenter tager form

Som nyslået lensherre har Tycho Brahe hånd- og halsret over øens beboere.

Det er en skare på 200 sjæle fordelt på knap 50 bondefamilier, som er vant til at passe sig selv og den jord, de dyrker, uden nogen herremand til at bestemme over sig. Nu gruer de for, hvad de nye tider vil bringe – med god grund.

Som øens lensherre er Brahe nemlig i sin gode ret til at beordre undersåtterne i arbejde, og den ret benytter han sig straks af. Hver eneste gård og hvert eneste hus får pligt til at stille med én mand til to dages ulønnet pligtarbejde om ugen – fra solopgang til solnedgang.

De modvillige bønder bliver sat til at bygge ­Brahes naturvidenskabelige forskningscenter “Uranienborg”.

Med hjælp fra en hær af ferme håndværkere og dygtige kunstnere skyder der hurtigt en perle af et re­næs­san­ce­slot frem omgivet af et overdådigt haveanlæg.

Samtidig med at Uranienborg tager form, går Brahe i gang med at konstruere instrumenter til præcise målinger af himmel­legemernes position.

Efter få år har Brahe kombineret sin egen viden og sine næsten ubegrænsede midler til at konstruere det bedste observationsudstyr, der hidtil er set.

Han har kvadranter, sekstanter og lignende instrumenter i alle tænkelige udgaver og størrelser.

Brahe får også fremstillet nogle af de mest nøjagtige kronometre i verden af Europas dygtigste urmagere, og frem for alt har han en 1,5 meter stor og kuglerund himmelglobus, som indtager en æresplads i slottets bibliotek.

Hver gang Brahe opdager en ny stjerne, indfører han dens position på globen, som med tiden bliver en af de mest beundrede ­seværdigheder for de mange gæster, som valfarter til øen.

Kometen kommer til syne

Den første store astronomiske opdagelse på Hven – og den tredje betydningsfulde i sit liv – gør Brahe i skumringen den 13. november 1577.

Mens han fanger fisk til aftensmaden i en af dammene ved Uranienborg, spejder han vanen tro op mod himlen, hvor han får øje på en bleg stjerne i vest.

Aldrig før har Brahe bemærket denne stjerne, og mens tusmørke bliver til nat, kommer en lang, rødlig hale gradvist til syne bag himmellegemet.

Brahe har fået øje på sit livs første komet, og i de følgende to og en halv måned observerer han den flittigt.

Hver eneste detalje og bevægelse, han kan ­observere, grifles ned med fjerpen og blæk i hans lasede notesbog, der knap kan hænge sammen af slid.

Kometer er langtfra noget ukendt ­fænomen. Der findes beretninger om dem allerede i oldtiden, hvor kuglerne, der bevæger sig over himlen, normalt blev set som himmellegemer, der hører til i sfæren mellem Jorden og Månen.

Men efter indgående studier og beregninger kan Brahe slå fast, at kometen ­befinder sig længere væk end Månen.

Dermed står han med endnu et vidnesbyrd om, at himmelrummet på den anden side af Månen er foranderligt.

Præcis som det var tilfældet med den nye stjerne fra 1572, sker der en gang imellem ændringer, der er “mod naturens sædvane”, som Brahe skriver i et ­videnskabeligt værk om kometen.

“Det kan fastslås med tilstrækkelig sikkerhed, at himlen er gennemsigtig, klar og ikke fyldt med faste sfærer”, pointerer Brahe i værket og er hermed nået frem til endnu en epokegørende erkendelse.

I årtusinder er det blevet set som en selvfølge, at universet er bygget op af kugleformede, uigennemtrængelige sfærer, der evindeligt drejer rundt og fører hver deres planet med sig i en fast bane.

Men Brahe har opdaget, at kometen faktisk krydser sfærerne, og at himmel­legemerne derfor ­umuligt kan være uigennemtrængelige.

“Vi har ingen egentlig viden om hele himlens stof eller natur”, konstaterer ­forskeren nøgternt.

Pengene strømmer ind

Mens Tycho Brahe gang på gang fejrer nye videnskabelige triumfer, møder han modgang i sit lille rige i Øresund. ­Bønderne er stærkt utilfredse med de tunge arbejdsbyrder, han har pålagt dem, og klager over, at de knap har tid til at passe deres egne gårde.

Bedre bliver det anstrengte forhold ikke af, at Brahe opfører sig som en tyran, der lader sine undersåtter prygle og kaste i fangehullet, hvis de brokker sig.

De færreste tåler den behandling, og som årene går med Brahe som lensherre, begynder bønderne at sive væk fra øen.

Det bliver et stort problem for videnskabsmanden, da hver bonde, der for­lader Hven, betyder en tabt arbejdskraft.

Brahe klager sin nød til kongen, der giver astronomen medhold og forbyder ­bønderne at rejse fra øen.

Samtidig gør kongen Brahes arbejde endnu lettere ved at dekretere, at bønderne nu selv skal sørge for at holde øens diger og hegn ved lige.

Lever bønderne ikke op til deres forpligtelser, vanker der klækkelige bøder eller konfiskation af deres ejendele, heriblandt heste og vogne, befaler kongen.

Imens kan Brahe glæde sig over, at hans nyetablerede forskningscenter er en overvældende succes, der tiltrækker ­videnskabelige talenter fra både ind- og udland.

Uranienborg virker også som en magnet på alverdens regenter og videnskabsfolk, der smigret tager imod ind­bydelserne til at besøge Tychos ø.

Med tiden tæller hans videnskabelige stab over 100 kloge hoveder. Brahe forventer streng disciplin i arbejdet og ­accepterer ikke manglende entusiasme.

Da en af hans assistenter efter en lang nats observationer noterer i sin protokol, at arbejdet til sidst måtte standses “på grund af skyer”, tilføjer Brahe spydigt “og dovenskab”.

Uranienborg bliver styret med hård hånd, men arbejdet bærer også frugt.

Gennem årene lykkes det Brahe og hans assistenter at skaffe en mere nøjagtig viden om Solens og Månens baner, at præcisere tidspunktet for jævndøgn og at bestemme de nøjagtige positioner for over 1.000 stjerner.

Forskningen støttes af de formuer, som Brahe bruger på bl.a. instrumenter, bogudgivelser, nye bygninger og fornemme gæstebud.

I Frederik 2. har han i årevis en trofast og gavmild velgører, der velvilligt lader dalerne trille i retning af Hven.

Som et ekstra privilegium får Brahe tildelt stadig flere len med tilhørende ­indtægter. I alt modtager astronomen, hvad der svarer til mellem én og to procent af kongeriget Danmarks statsbudget.

Dermed er Brahe sin tids mest forgyldte og forkælede videnskabsmand.

Brahes og Keplers samarbejde fik enorm betydning for astronomien.

© Getty Images

Tycho Brahes assistent rettede fejlen

Tycho Brahes samarbejde med Johannes Kepler var præget af stridigheder. Noget af det, de to mænd sloges mest om, var universets opbygning, hvor Brahe nægtede at acceptere, at Jorden ikke var centrum.

I de sidste to år af sit liv havde Tycho Brahe den tyske astronom ­Johan­­­­- nes Kepler som assistent.

De to brillante forskeres samarbejde var dog ikke uproblematisk, for Brahe vogtede nidkært over sine målinger – han frygtede nemlig, at Kepler ville tage æren for hans arbejde.

Efter Brahes død i 1601 fik Kepler endelig fingre i observationsprotokollerne. Efter nøje matematiske udregninger kom Kepler frem til, at Brahes målinger var milevidt bedre end alle andres.

Brahes forestilling om universets opbygning – med Jorden som centrum – var dog fejlagtig.

I de næste otte år arbejdede Kepler intensivt med at analysere og korrigere Brahes arbejde, indtil han i årene 1609-1619 kunne fremsætte sine tre berømte love om planeternes baner.

I sin levetid (1571-1630) nød ­Kepler ikke den store respekt blandt kollegerne, men fra 1650’erne ­begyndte ny forskning at bekræfte hans teorier.

Keplers tre love:

  • “Alle planeter bevæger sig i ellipser med Solen i det ene brændpunkt”

    Loven fastlagde, at Solen er universets centrum, og at planeterne ikke bevæger sig i perfekte cirkler, hvilket astronomer ellers havde troet i flere tusind år.

  • “I planetens bane vil linjen fra Solen til planeten overstryge lige store arealer i lige store tidsrum”

    Ved hjælp af Brahes observationer og sine egne udregninger fandt Kepler ud af, at planeter bevæger sig hurtigere, jo tættere deres bane er på Solen.

  • “Kvadratet på en planets omløbstid er proportionalt med dens middelafstand til Solen i tredje potens”

    Loven gjorde det klart, at den kraft, der får planeterne til at bevæge sig om Solen, aftager, jo større afstanden er.

    68 år efter Kepler kunne Isaac Newton bevise, at dette er et resultat af tyngdekraften.

Tycho Brahes stjerne daler

Tycho Brahe vinder med årene stor anerkendelse i verdens astronomiske kredse, men evnerne til at tyde tegn i sol og måne rækker ikke altid til at læse sit eget horoskop.

Derfor opdager den store videnskabsmand for sent, at hans egen stjerne er for hastigt nedadgående.

Mens Brahe har travlt med sine mål­inger, forsømmer han groft sine pligter som kongelig lensmand.

Han har eksempelvis ansvaret for fyrtårnet på det skånske bjerg Kullen, men det ligger hen i buldrende mørke og sætter søens folk i livsfare.

Taget på det kongelige kapel i Roskilde Domkirke er også ved at falde sammen – på trods af Brahe har lovet at tage sig af det.

Selvom klagerne vælter ind fra flere sider, mener Brahe ikke, det er nødvendigt at tage affære, da han har vigtig videnskab at forholde sig til. Den arrogance kommer til at koste ham dyrt.

Da hans kongelige velgører, Frederik 2., dør i 1588, er det slut med positiv særbehandling og gyldne bevillinger.

Den tidligere monark havde troligt raget kastanjerne ud af ilden for Brahe, men med tronskiftet forsvinder Brahes sikkerhed pludselig.

Den nye regent, Christian 4., er kun 11 år, da han kommer til magten, og ledelsen af landet bliver derfor ­varetaget af en formynderregering, indtil han bliver myndig. Regeringen består af konservative adelsfolk, som ikke har meget tilovers for den arrogante og enormt velbetalte videnskabsmand.

Især vækker det regeringens harme, at Brahe forsømmer at sætte det faldefær­dige kongelige kapel i stand.

Selv efter at den unge kong Christian har besøgt ­kapellet i 1593 og personligt fået regeringsrådet til at påminde Brahe om hans forpligtelser, sætter videnskabsmanden ikke penge af til projektet.

“Har jeg blot ikke levet forgæves?”
Tycho Brahe

Desuden er han presset af kirkens folk og de adelige, som fortsat kritiserer Brahes papirløse – og i deres øjne stærkt umoralske – ægteskab med en uadelig kvinde.

Bedre bliver det ikke af, at Hvens bønder til stadighed klager over, at Brahe undertrykker dem.

En særlig frygtindgydende modstander finder videnskabsmanden i den unge konges nærmeste rådgiver, Christian Friis, som i 1596 bliver kansler.

Den dybt religiøse Friis er grundlæggende imod Brahes videnskab og fornufts­baserede tolkning af kristendommen.

Da kansleren hører, at Brahe har befalet præsten på Hven at udelade djævle­­ud-drivelsen i sin dåbshandling, er han ikke i tvivl om, at videnskabsmanden er udtryk for alt det, han opfatter som farligt.

Christian 4. er 19 år og myndig, da Friis bliver kansler, men den unge konge er mere interesseret i krig end videnskab.

Friis behøver derfor blot at minde kongen om Brahes mange forsømmelser for at påvirke ham til endegyldigt at vende Tycho Brahe ryggen.

Retssager ­bliver indledt imod folkene omkring ham, og hans len og indtægter bliver taget fra ham.

Han forsøger at kæmpe imod, men kampagnen for at tilsmudse hans ære er omfattende, og uden den rundhåndede økonomiske støtte skrider hele grundlaget for forsknings­centeret på Hven.

Efter 20 arbejdsomme år på øen må Europas førende astronom se sit livsværk smuldre.

I juni 1597 forlader han Danmark i skuffelse over, at han ikke får løn og anerkendelse efter fortjeneste.

Forskeren føler sig forrådt og skriver i et digt et par måneder senere: “Danmark, hvad har jeg gjort dig, at bort så grumt du mig støder? Hvor kan, o fædreland! du mig behandle som fjende?”

Nedslidt Tycho Brahe udånder

Brahe forlader Danmark på et lejet skib med sin kone, den resterende børneflok på seks og de instrumenter, der kan skilles ad. Han skriver et fortvivlet brev til Christian 4. i forsøget på at få sin stilling tilbage, men kongen bliver fornærmet over Brahes overlegne tone og trussel om at blive væk.

Han svarer, at der intet job er at hente, før Brahe viser sin underdanighed, “som en tjener bør gøre”.

Videnskabsmanden nægter, og efter en periode med karrieremæssig usikkerhed bliver han i 1599 ansat som hofastronom i Prag hos den mægtige kejser Rudolf 2., der er dybt forundret over, at den danske konge har tilladt en så klog mand at forlade sit rige.

I sin nye stilling tager Brahe den ­lovende tyske astronom og matematiker ­Johannes Kepler som assistent.

Kepler får betroet opgaven med at udforme en ny teori for Mars’ bane på grundlag af Brahes observationer.

Kepler har stor ­respekt for danskerens metoder, som han ser som astronomiens fremtid.

På det personlige plan er de to mænds ­forhold imidlertid præget af strid. Brahes arrogante gemyt chokerer Kepler, som skriver til sin gamle lærer i Tyskland:

“Den, der vil arbejde sammen med Tycho Brahe, ­udsætter sig dagligt for de groveste fornærmelser”.

Efter at have mistet sit imponerende forskningscenter er Brahe heller ikke ­lykkelig i sine nye omstændigheder. ­Kejser Rudolf havde lovet ham en god løn og fornemme arbejdsvilkår, men hyppige flytninger og økonomiske begrænsninger får efterhånden løfterne til at føles som tomme ord.

Bedst som den skuffede og udmattede Brahe er i gang med at se sig om efter en mere attraktiv arbejds­giver, indhenter skæbnen ham.

Under en middag hos en ven den 13. oktober 1601 mærker den 54-årige ­videnskabsmand, at blæren bliver pin­ag­tigt spændt.

Tilbage i hjemmet for­vær­res hans tilstand, og Brahe kan nu hverken tisse eller sove og er plaget af frygtelige smerter.

Størstedelen af hans observationer er endnu ikke blevet udgivet, og i de sidste timers febervildelse udbryder Brahe ­gentagne gange:

“Har jeg blot ikke levet forgæves?”

Svaret nåede han aldrig at få, men flere århundreder efter stod det klart, at Tycho Brahe på ingen måde havde levet forgæves.

Igennem 38 år satte han 1.000 stjerner på rette plads på himmelhvælvet og skabte det videnskabelige grundlag for astronomien.

Da den store dansker om morgenen den 24. oktober 1601 drog sit sidste suk, slukkedes samtidig en af historiens klareste stjerner på den naturvidenskabelige himmel.

Åbningen af Brahes grav i Tejn-katedralen i Prag foregik under stor medie­dækning.

© Polfoto

Grav blev åbnet for at opklare mordgåde

I hundredvis af år svirrede rygterne om, at Tycho Brahe kunne være blevet for­gif­tet af sin assistent, Johannes Kep­ler, for at han kunne få fingrene i læ­­re­­mes­­te­rens optegnelser over himlen.

Mistanken om giftmord fik ny ­næring, da forskere i 1991 kunne slå fast, at koncentrationen af kviksølv i astro­no­mens skæg var over 12 gange højere end normalt.

Endelig, i 2010, fik forskere fra bl.a. Syddansk Universitet tilladelse til at åb­ne geniets grav. Hans jordiske rester afslørede, at mængden af kviksølv var for lille til at være livstruende.

Brahe blev altså ikke forgiftet, men fik efter alt at dømme en naturlig død. Sand­­syn­ligvis var det en urinsvejsinfektion, der tog livet af den store dansker, vurderer forskerne.

Konklusionen passer med historiske dokumenter, som beskriver, at Brahe forud for sin død ladede ­vandet under voldsomme smerter.

Læs også:

Historiske guider

Guide: Hven - her ændrede Tycho Brahe stjernehimlen

4 minutter
hvem tycho brahe
Videnskab

Her ændrede Tycho Brahe stjernehimlen

4 minutter
Kulturpersonligheder

Tycho Brahe var fyldt med guld

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul