Verdens ældste mumier bliver til sort slim
Mere end hundrede mumier fra Chile og Peru er i fare for at forsvinde i et søle af sort, geleagtig slim, efter at klimaforandringer har fået bakterier til at blomstre op på de gamle ligs indtørrede hudflager.

Den sorte slim spreder sig på overkroppen af en chinchorro-mumie på San Miguel de Azapa-museet i Arica, Chile.
Det bobler af liv på døde menneskers hud. Og eksperterne river sig håret.
Mange af de i alt 120 ældgamle mumier på det arkæologiske museum i byen Arica i det nordlige Chile er ved at forvandle sig til en geleagtig, sort slim, efter at være blevet udsat for et ondartet bakterieangreb.
”De lokale mikroorganismer kan ende med at æde sig fuldstændig igennem de her gutter,” siger professor i biologi ved Harvard Universitet, Ralph Mitchell, til Live Science.
Hudbakterier mæsker sig i mumier
Ralph Mitchell og hans hold af eksperter fra Harvard har undersøgt de op imod 7000 år gamle mumier på invitation af det slimramte museum.
Det viser sig, at helt almindelige hudbakterier er gået i flæsket på mumiernes pergamentagtige hudflager, efter at luftfugtigheden i området er steget.
Det vådere klima og bakterieopblomstringen skyldes sandsynligvis klimaforandringer.