1. Stalin ville fremavle uovervindelig abemenneske
“Jeg vil have et uovervindeligt væsen, der er ufølsomt over for smerte, modstandsdygtigt og ligeglad med kvaliteten af den mad, det spiser,” forklarede sovjetdiktatoren Josef Stalin i midten af 1920'erne en af landets førende forskere, Ilja Ivanov.
Stalins drøm var at skabe en hær af levende krigsmaskiner, der kunne kæmpe kommunisternes sag. Han pudsede Ivanov på opgaven og gav ham fem år til at udvikle en krydsning mellem en chimpanse og et menneske.
Chimpanser befrugtes
I 1926 drog Ivanov derfor til Vestafrika, hvor han inseminerede tre hunchimpanser med sæd fra afrikanske mænd – ifølge Ivanov lå afrikanerne evolutionsmæssigt tættest på aber.
Chimpanserne blev gravide, men døde under svangerskabet, så i stedet satsede Ivanov på at befrugte en kvinde med chimpansesæd. En russisk kvinde meldte sig som rugemor, og en chimpanse fra Cuba skulle levere sæden.
Men inden eksperimentet blev til noget, fik en journalist fra avisen The New York Times nys om det sovjetiske forsøg. Efter medieomtalen blev projektet lukket, og en skuffet Stalin sendte Ivanov i eksil i Kasakhstan.
2. Dødsfly stressede amerikanske soldater
Da 10 amerikanske soldater i begyndelsen af 1960’erne gik om bord i et fly på Fort Hunter Liggett-militærbasen i Californien, anede de ikke, hvilket mareridt der ventede dem: I halvanden kilometers højde krængede flyet pludselig kraftigt og begyndte at styrte mod jorden.
Piloten slog alarm over højttaleranlægget og meddelte, at han ville prøve at nødlande. Mens panikken bredte sig blandt soldaterne, blev der delt livsforsikringspapirer ud, som de skulle udfylde.
Del af simpelt eksperiment
Lydigt, men på randen af nervesammenbrud gik soldaterne i gang med at udfylde skemaerne. Da sidste mand havde sat sin underskrift, kom der en meddelelse fra cockpittet: “Vi styrter ikke ned, det var bare for sjov, folkens.”
Intetanende havde soldaterne været forsøgskaniner i et eksperiment, der skulle vise, at hjernen ikke fungerer optimalt under stress. Og ganske rigtigt begik en kontrolgruppe på jorden betydeligt færre fejl i papirerne end de soldater, der troede, at deres sidste time var kommet.
3. Elefant fik en overdosis LSD
Hvad sker der med en elefant, når den får et skud LSD? Det spørgsmål forsøgte en gruppe forskere fra Oklahoma at finde svar på i august 1962.
Hanelefanten Tusko fra den lokale Lincoln Park Zoo fik skudt 297 milligram LSD ind i bagdelen – en dosis 3000 gange større end den, der skal til for at sende et menneske på syretrip.
Kort efter fór Tusko trompeterende rundt i sin indhegning i et par minutter, inden den faldt omkuld med et brag. Et desperat forsøg på at genoplive elefanten mislykkedes, og efter en time blev den erklæret død.
Fire måneder senere beskrev forskerholdet deres forsøg i det anerkendte amerikanske videnskabstidsskrift Science. Her konkluderede de bl.a., at: “Det ser ud til, at elefanter er særdeles følsomme over for virkningen af LSD.”
4. Hunde blev kvalt og genoplivet
Den amerikanske biolog Robert E. Cornish ville undersøge, om han kunne genoplive døde dyr. I sit laboratorium på University of California kvalte Cornish i 1934 adskillige hunde. Han lod dem ligge i et kvarters tid, inden han gik i gang med genoplivningen.
Eksperimentet mislykkedes adskillige gange, men to af hundene vågnede igen. Blinde og hjerneskadede, men trods alt i live. Som belønning tog Cornish de to hunde til sig som kæledyr.
Biologen havde planer om at forsætte sine eksperimenter, indtil det lykkedes ham at vække hundene op til et helt normalt liv. Men hans forsøg skabte så meget røre på universitetet, at han blev bortvist.
5. Læge drak bræk fra sine patienter
For at bevise, at gul feber ikke er smitsom, greb den amerikanske læge Stubbins Ffirth i begyndelsen af 1800-tallet til usædvanlige metoder.
Han skar små rifter i sin arm og hældte frisk, sort opkast fra patienter med gul feber i sårene. Da lægen ikke blev syg, tog han skridtet videre og dryppede opkast i sine øjne.
Opløftet af sin hidtidige succes tog Ffirth mere drastiske midler i brug – han drak et helt glas bræk og rundede omsider eksperimentet af ved at smøre sin krop ind i spyt, sved, blod og urin fra mennesker med gul feber.
Bagefter var Stubbins Ffirth lige så sund og rask som altid – et tydeligt bevis på, at han havde haft ret, konkluderede Ffirth. Siden skulle det dog vise sig, at han tog fejl: Gul feber er ekstremt smitsom og indføres i blodbanen via myggestik.
6. Afskårne hoveder tiltrak kalkuner
Et par forskere fra det anerkendte Pennsylvania State University i USA forsøgte i 1950'erne at finde ud af, hvor lidt der skulle til, for at en kalkunhane blev seksuelt opstemt.
Derfor indledte de et noget usædvanligt laboratorieforsøg. En voksen hankalkun blev præsenteret for en kalkunhønedukke, der trin for trin blev gjort stadig mere mangelfuld.
Først fjernede forskerne halen, så fødderne og bagefter vingerne, uden at det gjorde indtryk på hanen, der stadig hoppede på hønen, som om alt var i fineste orden. Selv da der ikke var mere af dukken tilbage end et hoved på en pind, forsøgte hanen at bestige den.
Efter eksperimentet kunne forskerne konkludere, at dyrene, der tændte på næsten alt, foretrak et kalkunhoved uden krop frem for en krop uden hoved.
7. Hundehoved levede i seks timer
I 1928 fremviste den russiske forsker Sergej Brukhonenko ved en stor, international lægekongres et levende hundehoved uden krop. Hovedet, som var placeret på et bord og koblet til en primitiv hjerte-lunge-maskine, reagerede på forskellige påvirkninger:
Når Brukhonenko lyste ind i hovedets øjne, blev pupillerne mindre, og når han bankede en hammer ned i bordet, gav det et ryk i den stærkt amputerede hund.
Hovedet tog sågar næring til sig – da forskeren fodrede hundehovedet med et stykke ost, labbede det maden i sig, men øjeblikket efter kom osten til syne i det blotlagte spiserør.
Hundehovedet levede i seks timer, men blev trods sin korte eksistens det helt store samtaleemne i Europa.
8. Jazz skulle skræmme forsøgspersoner
I 1924 forsøgte den amerikanske psykolog Carney Landis at finde ud af, om alle mennesker udtrykker voldsomme følelser som afsky og chok på samme måde. En række frivillige forsøgspersoner mødte op i Landis’ laboratorium for at hjælpe med at finde svaret.
Inden eksperimentet gik i gang tegnede Landis mørke streger i forsøgspersonernes ansigter for bedre at kunne aflæse musklernes bevægelser. Herefter udsatte han dem for forskellige prøvelser.
De skulle lugte til ammoniak, lytte til jazz, kigge på pornobilleder og stikke hænderne ned i en spand med levende frøer. Undervejs i hele forløbet knipsede Landis løs med sit kamera for at forevige reaktionerne.
Hvide rotter blev halshugget
Forsøgets klimaks kom, da Landis bar hvide rotter ind på en bakke og bad forsøgspersonerne om at skære halsen over på dem med en kniv.
I begyndelsen nægtede alle at parere ordre, men efter en overbevisende peptalk lykkedes det Landis at få to tredjedele af deltagerne til at halshugge hver sin gnaver – en opgave, de med Landis' ord udførte “klodset og langsommeligt”.
Den tredjedel, der ikke selv ville føre kniven, nøjedes blot med at se til, mens Landis gjorde det blodige arbejde.
Da Landis efterfølgende gennemgik de fotografier, han havde taget under eksperimentet, kunne han notere sig, at der var lige så mange forskellige måder at udtrykke afsky og chok på, som der var forsøgspersoner.
9. Drenge blev indoktrineret, mens de sov
“Mine negle smager forfærdeligt bittert, mine negle smager forfærdeligt bittert.” Den remse lirede den amerikanske psykologiprofessor Lawrence LeShan i 1942 af 300 gange pr. nat i sovesalen på en sommerlejr i staten New York.
I salen lå 20 drenge, der alle bed negle, men som var på afvænning for deres uvane. Efter to ugers påvirkning viste søvnforsøget gode resultater: Syv af drengene var holdt op med at bide negle.
Professoren konkluderede hurtigt, at indlæring i søvne var et højst effektivt redskab i såvel terapi som læring. Senere skulle det dog vise sig, at det sandsynligvis var LeShans blotte tilstedeværelse i sovesalen, der havde skræmt drengene til at lægge uvanen fra sig.
I hvert fald viste lignende forsøg i 1950'erne, at natlig hjernevask af mennesker ikke har nogen målbar effekt.
10. To-hovedet hund chokerede verden
Da russeren Vladimir Demikhov i 1954 præsenterede sin nyeste frembringelse for kirurgkolleger på et seminar i Moskva, sendte han chokbølger gennem lokalet: På et bord stod en hund og logrede med halen, og fra dens hals stak endnu et hundehoved frem.
Den tohovedede hund var skabt af en hvalp, der havde fået transplanteret sit hoved over på en voksen schæfers krop.
I de følgende 15 år skabte Demikhov yderligere 19 hunde med to hoveder, men fordi hundenes immunforsvar bekæmpede hinanden, levede ingen af dyrene i mere end en måned.
Selv om Demikhovs hunde kunne minde om et produkt fra Frankensteins værksted, var der mening med galskaben: Med sine kirurgiske teknikker banede russeren vejen for hjertetransplantation på mennesker.