1. Kvinde fødte 17 kaniner
I 1726 blev fødselslægen John Howard mildt sagt overrasket, da en af hans patienter, Mary Toft, på få dage barslede med ni dødfødte kaniner.
Andre prominente læger blev hidkaldt, og i deres nærværelse nåede kuldet af døde gnavere op på i alt 17.
Den engelske konge satte en undersøgelse i værk for at finde sandheden bag kaninbørnene.
Historien blev landskendt, men den medicinske sensation, som lægerne ellers havde håbet på at kunne beskrive, udeblev:
Mary Toft afslørede nemlig, at hun i håbet om berømmelse og en kongelig pension selv havde ført kaninerne op i underlivet.
Læserne af The New York Sun kunne overraskende erfare, at Månen var et ganske livligt sted.
2. Gyldne månefolk blev kioskbasker
Den 25. august 1835 berettede journalisten Richard Adams Locke i avisen The New York Sun, at den britiske astronom John Herschel havde fundet liv på Månen. Gennem sit teleskop havde Herschel bl.a. set haleløse bævere, som levede i hytter og brugte ild.
Tre dage senere satte avisen rekord med et oplag på 19.360, da den fortalte om en hel koloni af flagermuslignende mennesker med gul hud.
Straks begyndte missionsselskaberne at overveje, hvordan de kunne sprede det kristne budskab til flagermusfolket, men så indrømmede Locke, at det hele var opspind.
Artikelserien var et forsøg på at redde avisen, hvis læsertal var gået kraftigt tilbage. Redningen lykkedes, for avisen eksisterede helt indtil 1950, men Locke blev fyret.
Det var ikke ualmindeligt, at Mesmers patienter fik voldsomme anfald af hans behandlinger.
3. Magnetisme var den sikre kur
Den østrigske læge Franz Mesmer udviklede i 1774 en teori om, at menneskets helbred er knyttet sammen med et særligt magnetfelt. Folk med underskud af denne kraft – som han kaldte dyrisk magnetisme – blev syge.
Til alt held rummede Franz Mesmer selv dyrisk magnetisme til overflod, hvilket angiveligt havde givet ham helbredende evner. Ved at røre ved sin patients arme i flere timer kunne Mesmer få personen til at gå i trance, hvilket han mente var særdeles sundt.
Mesmer masse-healede vha. et stort trækar fyldt med vand og en metalstang, som hver patient holdt i.
Mesmer flyttede til Paris i 1778, og blot to år senere var dyremagnetisme blevet så populær, at han ikke længere havde tid til enkeltkonsultationer. I stedet kurerede han hele grupper af patienter samtidig.
De skulle holde på en metalstang placeret i et kar med vand, så ville de blive kureret for alt fra galdesten til blindhed.
Selv dronning Marie-Antoinette var betaget af Mesmer, men Ludvig 16.s ekspertpanel afslørede “lægen”, som flygtede i eksil.
4. Havfrue bestod af halv abe og halv fisk
Forbløffede newyorkere kunne i 1842 se de tørrede rester af en havfrue. Det hævdede i hvert fald den britiske gentleman dr. J. Griffin, der havde hjembragt skabningen fra Fiji.
Havfruen kom på museum og var i de næste 20 år den største attraktion i USA, indtil det blev afsløret, at Griffin var ærkeamerikansk og arbejdede for cirkuslegenden P.T. Barnum.
Undersøgelser viste, at havfruen var skabt, ved at en abes overkrop var sat sammen med en fiskehale.
Kammerer beskyldte sin assistent for at have snydt med forskningen.
4. Våd sex gav sorte vorter
Den østrigske biolog Paul Kammerer var besat af at bevise, hvordan erhvervede egenskaber såsom store muskler kunne gå i arv. Han påstod, at han havde fået en frøart, der ellers kun parrede sig på land, til at danne sorte vorter på bagbenene, som blev brugt under parring i vand – og at disse vorter gik i arv til næste generation.
En ekspert kiggede dog nærmere på vorterne og opdagede, at de bestod af blæk, som var sprøjtet ind under huden.
Kammerers ry var ødelagt, og få dage efter skød han sig.
5. Himmelske aftryk plantet på sten
For ca. 300 år siden blev den tyske professor Johann Beringer opsøgt af et par knægte, som havde fundet nogle sten med særegne aftryk: Kometer med hale, Solen med et ansigt og de hebraiske bogstaver YHVH, som betyder Jehova.
Beringer var overbevist om, at dette måtte være Guds værk, og skrev straks en vægtig afhandling. Men lige før offentliggørelsen tilstod hans kolleger, at det hele var en spøg.
Beringer nægtede at tro det og satte sig siden i bundløs gæld i forsøget på at opkøbe hele oplaget af afhandlingen.
Tasaday-stammen boede ikke bare i huler, de var også fantastiske til at klatre i træer.
6. Stenalderfolk gik i cowboybukser
Dybt inde i regnskoven på øen Mindanao i Filippinerne gjorde den filippinske politiker Manuel Elizalde i 1971 en fantastisk opdagelse: Han fandt tasaday-folket, der aldrig havde haft kontakt med omverdenen.
De 26 medlemmer af stammen blev beskrevet som Jordens primitiveste folk: De boede i grotter, brugte simple stenredskaber, og deres tøj var lavet af løv.
Tasadayerne gik hverken på jagt eller dyrkede jorden, men ernærede sig udelukkende af den føde, de kunne finde i regnskoven, og havde hverken ord for “våben”, “krig” eller “fjende”.
Historien om det primitive paradis gik verden rundt, og tasaday-stammen blev bl.a. portrætteret i en populær dokumentarfilm i 1972. Samme år valfartede en strøm af berømtheder, blandt dem piloten Charles Lindbergh, til stedet, men én gruppe mennesker blev nægtet adgang: De uafhængige forskere.
Manuel Elizalde (i midten) talte med tasaday-folket via en tolk.
Efter Marcos-regimets fald i 1986 blev området åbnet, og to journalister fandt frem til tasaday-grotterne i regnskoven. De var forladte, men efter kort tids eftersøgning fandt journalisterne de tidligere huleboere.
De boede i små huse i en landsby i nærheden og gik klædt i T-shirts og cowboybukser. Snart kom det for dagen, at Elizalde havde betalt de 26 for at agere hulemænd. Efterfølgende blev store undersøgelser sat i gang for at klarlægge, hvad der var op og ned i sagen.
Forskerne kom frem til, at tasaday-folket var en stærkt isoleret stamme, som Elizalde dog havde fået til at opføre sig endnu primitivere for at få verdenspressens opmærksomhed.
Martin Fleishmann (tv.) påstod, at de havde skabt energi i et glas vand.
7. Kold fusion var varm luft
Den 23. marts 1989 blev verdens energiproblemer løst én gang for alle.
Her meddelte kemikerne Stanley Pons og Martin Fleischmann, at de havde frembragt såkaldt kold fusion – ved stuetemperatur og med almindelige husholdningsredskaber.
Deres opdagelse blev kaldt “den største siden ilden”, men da hverken de to forskere eller nogen anden var i stand til at gentage forsøget, blev det hurtigt anset som en gang varm luft.
Pons og Fleischmann blev frosset ud af det gode selskab.
Psykografen blev primært udlejet til stormagasiner og biografer.
8. Maskine kunne aflæse personligheden
Den idérige opfinder Henry C. Lavery og hans kollega, forretningsmanden Frank P. White, kunne i 1931 stolt præsentere deres psykograf – maskinen, der kunne aflæse folks personlighed.
Psykografen var et produkt af frenologien, ifølge hvilken det er muligt at måle buler på kraniet og på den måde fastslå ejermandens mentale formåen og personlighed.
Psykografen målte 32 forskellige steder på kraniet, som hver svarede til et karaktertræk – selvrespekt var fx placeret på toppen af hovedet – og dømte dem efter en skala, der gik fra “mangelfuld” til “meget overlegen”.
I 1930’erne havde videnskaben for længst afskrevet frenologien som nonsens, men maskinen blev alligevel en kæmpesucces og indbragte de to ejermænd en formue.
Fujimura undskyldte og bukkede dybt, da han blev afsløret i sine mange løgne.
9. Arkæolog blev styret af Djævlen
Han blev kaldt “Guds Hænder”, og Shinichi Fujimuras talent for at finde arkæologiske skatte var da heller ikke af denne verden. I løbet af få år avancerede han fra anonym amatørarkæolog til feteret ekspert.
Sit første store fund gjorde Fujimura i 1981, da han fandt noget 40.000 år gammelt stentøj – det ældste nogensinde i Japan. I de følgende år deltog han i adskillige udgravninger rundtom i landet. Uanset hvor han stak fingrene i jorden, lykkedes det ham at finde betydningsfulde klenodier.
Kulminationen indtraf den 22. oktober år 2000, da Fujimura kunne meddele, at han og hans hold havde fundet rester af redskaber og boliger, som var over 600.000 år gamle. Der var tale om verdens ældste bosættelse, og opdagelsen vakte international opmærksomhed.
Få dage efter bragte avisen Mainichi Shimbun dog tre fotos på sin forside. De viste Fujimura i færd med at begrave nogle af de stenredskaber, som han selv senere havde gravet op.
Fujimura indrømmede, at han havde fusket, men kun denne ene gang. Efterfølgende undersøgelser viste dog, at han havde svindlet på 159 af de i alt 178 udgravninger, han havde deltaget i.
“Jeg blev fristet af Djævlen”, forklarede “Guds Hænder”.
