Det store auditorium i Royal College of Surgeons i London er fyldt til sidste plads. Olielamperne oplyser række efter række af byens fineste borgere.
Generaler, politikere og standsdamer venter på, at den italienske professor Giovanni Aldini skal påbegynde et – ifølge rygterne fra Italien – makabert eksperiment.
Et lægehold klargør en mystisk søjle med 120 skiver af zink og kobber og dækker et lavt bord med skalpeller, save og sakse.
Da døren fra baglokalet går op, sænker en tung stilhed sig over den fornemme forsamling. Ind træder en rolig Aldini, som straks fastgør to ledninger til det primitive søjlebatteri.
Døren åbner igen, og et sug går gennem publikum, mens det blege, muskuløse lig af 26-årige George Forster rulles ind på et bord.
En time tidligere har bødlen i Newgate-fængslet hængt Forster som straf for at have druknet sin kone og lille barn. En del af dødsdommen bestod i, at morderens krop skulle komme lægevidenskaben til gavn.
Aldini er klar. Han væder den dødes læber med saltvand og fastgør den ene ledning. Den anden klemmer han fast om Forsters øre.
Strømmen er sluttet: Morderens kæbe begynder at sitre, ansigtsmusklerne trækker sig sammen i en grimasse, og det venstre øje åbner sig pludselig. Kvinderne skriger højlydt, og lægerne i salen må mane alle til ro.
Aldini finder nu skalpellerne frem, og gennem de næste fire timer blotlægger han og sætter strøm til forskellige nerver og muskler i Forsters krop.
De blodige arme og ben slår slag i luften, og morderens store næver knyttes i kramper. “Bevægelserne blev så kraftige, at det så ud som om, at den døde var blevet vakt til live”, skrev Aldini senere.
Men det skulle ikke blot ligne. Til sidst saver Giovanni Aldini brystbenet over og finder hjertet. Han beordrer to assistenter til at føre ledningerne ind til organet i håb om at få det til at slå igen.