Adrian Sherratt/Imageselect
Tænder arkæologi arkiv

Vore tænder “arkiverer” livets store begivenheder

Børnefødsler, sygdomme og indespærring: Det hele kan aflæses i menneskets tænder, afslører ny undersøgelse.

Fødsler, sygdomme og endda flytning fra et område til et andet sætter varige spor i tænderne, der kan aflæses ligesom årringene på et træ.

Det slår forskere fra New Yorks universitet fast i en banebrydende ny rapport.

Oplysninger lagres hele livet

Forskerne undersøgte den såkaldte cement, som beskytter tandrødderne.

Fra det tidspunkt, hvor tanden dukker op i munden, danner rod-cementen årligt nye lag, og det er i disse “årringe”, forskerne kan spore ændringer.

“En tand er ikke en statisk og død. Den tilpasser sig konstant og reagerer på fysiologiske hændelser”, skriver undersøgelsens hovedforfatter, Paola Cerrito, i en pressemeddelelse.

Selv indespærring kan ses

Forskerne undersøgte 47 tænder fra 15 afdøde personer, hvis livshistorie var kendt.

Da de undersøgte rod-cementens “årringe” på en ung kvinde kunne de fx se en markant ændring, da hun var 18 år og flyttede fra landet ind til byen og derfor ændrede kostvaner.

Hos andre af de 15 fandt de ændringer i forbindelse med fødsler, overgangsalderens indtræden, alvorlige sygdomme og fængselsophold.

Altsammen stressende livsfaktorer, som altså kan ses i rod-cementen.

Opdagelsen kan få stor betydning for især arkæologien, fordi det nu vil være muligt at undersøge skeletter fra fortiden og få endnu bredere viden om de afdøde ved at sammenligne eventuelle skriftlige beretninger om deres liv med tændernes biologiske arkiv.